Børn og kultur – mellem gamle begreber og nye
forestillinger.
Begreber
udspringer af praksis og ender i praksis, og ender som forestillinger der
styrer vores syn, holdninger, handlinger og meninger.
I det 20
århundrede er feltet omfattet af to kulturbegreber: Det klassisk – humanistiske
(virksomt fra århundredets begyndelse) og det antropologiske kulturbegreb (mod
slutningen af århundredet).
De begreber
om børn og barndom der har skabt grundlag for pædagogisk, undervisningsmæssig
og kulturel praksis, for sociale, uddannelsesmæssige og kulturformidlende
traditioner, er i udvikling/opbrud.
Samfund under forvandling – et epokalt
skift?
”Er vi
på vej mod en senmodernitet, eller en postmordernitet, der kræver grundlæggende revision af forestillinger og begreber, hvis vi skal begribe verden vi står i
og forny den praksis vi står med”(Anthony Giddens 1991, Jean Franciois Lyotard
1979).
Der er
globalisering, aftraditionalisering, æstetisering og selv refleksivitet involveret i disse samfundsmæssige og kulturelle forvandlingsprocesser.
Kultur under forvandling?
Thomas
Ziehe`s (tysk professor i pædagogik) bud på konsekvenserne af forvandlingen, er
ar der finder en kulturel frisættelse sted. Alt iscenesættes æstetisk.
Frem til
1980`erne havde kultur og uddannelsesinstitutioner monopol på hver sin tilgang
til det æstetiske.fra 1980 brydes begge monopoler, hvor æstetikken nu ikke kun
er forbeholdt som middel til dannelse, men nu tages i brug i hverdagen, i form
af æstetiske teknikker og udtryks- og kommunikationsformer.
Kulturel frisættelse
Thomas
Ziehe mener at børn primært socialiseres i den nye æstetiske hverdagskultur og
ikke i de sociale arenaer, som vuggestuer, børnehaver, skoler eller pædagogisk
styrede fritidsaktiviteter, hvor de til gengæld henter normer, værdier, regler,
roller og identitet.
Æstetiseret hverdagskultur
Den
kulturelle frigørelse synliggør forskellen på børnekultur, som en professionel
formidlingskultur og børns måder at tage hverdagskulturen i brug på. Der er flere lighedstræk mellem børne og
ungdomskultur, end først antaget. Børns kulturelle muligheder har undergået store
forandringer siden 1950, hvor en mediepark nu forbinder oplevelsesrollen med
producentrollen. Medierne er i mange tilfælde katalysator for at sociale
netværk kommer i stand. I 4 ud af 10 tilfælde (2001) er medierne anledning til
at danske unge mellem 9-16 år mødes.
I det 21
århundrede er den udendørs leg rykket indendørs. Den mediemæssige udvikling har
til gengæld sikret de æstetiske udfoldelses- og kommunikations linjer, som den
sociale udvikling har bremset.
Børnekultur og børns kultur
Børns
kultur omgås dagligt medierende æstetiske, symbolske udtryk og
kommunikationsformer. Børnekulturen er en professionel pædagogisk – psykologisk
funderet formidlerkultur.
Både børnekulturen
og skolekulturen er ude af trit med børn og unges mediekultur, de befinder sig
i.
Børnekultur – et humanistisk
dannelsesbegreb
Udviklingen
fra modernitet til postmodernitet kan også beskrives som relationer mellem børn
og de forandringer af kulturbegreber fra begyndelsen af århundredet, til den
kulturelle forestilling der er nødvendig i dag. Fra at være knyttet til det
kendte i begyndelsen af århundredet, til det ukendte mod slutningen.
I 1972
blev børnekultur forbundet med ønsket om en programflade for børn i luft- og
billedernebårne medier, og skulle udvikles som et børnerettet kunst og
kultursystem, der gennem sine kvalitetskriterier skulle bringe børn i kultur og
beskytte dem mod den fremvoksende digitale teknologi. Frem til midten af 1980`erne
bliver ”børnekulturen” til som en sammenhængende adaptionskultur, som
tilrettelægger de kulturelle tilbud på baggrund af psykologiske og kognitive
udviklingsteorier. Kulturbegrebet havde rødder i det antikke humanistiske
dannelsesbegreb. Historisk set udskilles ”barnet” filosofisk fra de ”voksne”,
som et væsen med egenart og særlig omsorgs- udviklings- og oplysningsbehov. Med
integration af nye forskningsfelter hersker der på børneforskningsfeltet en
grundlæggende forståelse: et udviklingsparadigme.
Det pædagogiske børnekulturbegreb
I 1600-1700
tallet udformes et særligt pædagogisk kultur og dannelsesbegreb – børn kan ikke
være subjekter for deres egen dannelsesprocesser. De er formbare, modtagende og
ubeskyttede, dette er grundlaget for det børnekulturelle systems
formidlingstradition, der skal give dem redskaber til at tænke og argumenterer,
føre de kulturløse ind i kulturen, vælge det gode og fravælge det dårlige. Det kan
konstateres at de filosofiske antagelser, som det børnekulturelle system hviler
på, afgrænser sig i forhold til, og udgrænser det æstetiske.
Børns kultur – et antropologisk
kulturbegeb
Børn er
ikke blot ”becomings”, de er også ”beings”. Dem man tidligere så som
ufornuftige og barnlige, tilskriver vi nu værdi og væsentlighed. Kultur i den
antropologiske optik er ikke noget vi har, men noget vi ser med, en position vi
taler ud fra. Det antropologiske kulturbegreb gør det muligt at synliggøre
børnekulturelle fortolkningsfællesskabsværdier, logik og etik.
Børns perspektiv
Hvordan
afdækker man børns perspektiver, når man som voksen har rødder i voksne
fortolkningsfællesskaber og deres perspektiver. Når det brede antropologiske
kulturbegreb kombineres med kulturel interesse, når det er børns kulturelle
fortolkningsfællesskaber der er i centrum, bliver børneperspektivet en
kombination af æstetisk teori, begrebsliggørelse og analyseformer børns kultur
blivewr med denne optik et kulturelt fortolkningsfællesskab, hvor begæret efter
at kunne etablere den symbolske – repræsentative samværsform, som børn selv identificere
som” leg” er styrende. I den er de” beings”, og ikke kun” becomings”
Leg – en selvstændig livskategori
Børns
kultur kommunikerer i handlinger, den handler og argumenterer konkret og ekspressivt,
med rødder i folkekultur, latterkultur, karnevalskultur, med sans for det skæve
og groteske og skelner mellem social og kulturel virkelighed. Kulturel virkelighed
er en 4 æstetisk-symbolsk dimension, der er hjertet i børns kultur. Pieter Breughel
skildrer i sit billede ”børneleg” (1560), leg som en selvstændig menneskelig
sfære, og giver os nøglen til at forstå og skelne mellem de forskellige
kulturer vi og børn lever i og med til dagligt.
De instrumentelle og autoteliske
kulturer
De instrumentelle kulturer knytter sig til børns
institutioner, skoler, videregående uddannelser og voksnes arbejdsliv og
efteruddannelse, omfattet af overordnede målsætninger: lave læreplaner,
resultatkontrakter, handlingsplaner, styre de aktiviteter der skal finde sted. Resultater
kan testes.
De autoteliske kulturer knytter sig til tritid og
kulturliv, ingen målsætninger, her styrer vi selv. Alan Aycock (engelsk
legekulturforsker) kalder disse for metakulturer.
Mikhail
Bakhtins (russisk litteraturforsker) udtrykker verden, mennesker og
menneskelige relationer gennem karnevalsbilledet. Alt hvad formes og
iscenesættes skal forstås som karneval, der rummer denne frugtbare latter og
dens genfødende kraft som princip.
Folkelige og professionelle
metakulturer
Kulturlivet
retter sig hverken mod uddannelse eller arbejdsliv, men mod os som mennesker,
der giver muligheden for at se det bedste og det værste i øjnene. Vores kroppe besidder
et lager af kulturelle udtryksformer.
Smag
I kulturlivet
mødes vi på kryds og tværs med smagsfæller. Meget tyder på at der er den
folkelige kulturs kvaliteter der styre børns fortolkningsfællesskaber, og
dermed deres smag. Børn vælger det der dur, det der kan få intensiteten,
spændingen, karnevallet, latteren og livsglæden op at stå.
Æstetiske kulturbegreber
Det kultrelle
felt er i børns kultur gennemsyret af æstetiske mønstre, udtryk, traditioner,
handlinger og praksisser, der er forankret i lege – fortælle – spille og
kommunikationsmønstre og skaber legende stemninger, flowoplevelser og
kvalitetssamvær.
Thomas Ziehe`s
pointe, at selv om børn har gennemgået en omfattende institutionalisering og
pædagogisering, er det ikke de pædagogiske institutioner de primært henter
værdier og identitet fra. Nye medier supplere ældre, som redskaber for børns
autoteliske mediekultur, der har rødder i folkekulturen, festkulturen og
latterkulturen, og ikke skelner mellem højt og lavt, fint eller trivielt.
Diskuter med
Nye begreber
nedlægger ikke gamle, men det skaber diskussion og forvirring, de udfordre
hinanden men der er ikke tale om enten eller. Det er relationerne mellem kulturerne
der sættes til diskussion, det er i diskussioner at forestillinger og begreber
forvandles.