Resume af tekst 1

Børns mundtlige legekultur.

Handler om børn mellem 6-12 års mundtlige udtryksformer, der udfoldes i sociale sammenhæng, hvor børnene bla udtrykker hvem de er, og samvær skabes.

Disse udtryksformer er en del af legekulturen og defineres som børns æstetiske symbolske udtryksformer, som er knyttet til øjeblikket og tilhøre en særlig sfære: leg og fiktion.

Legekulturbegrebet er en meningsfyldt analytisk ramme til at forstå børns mundtlige udtryk og genre, indenfor.

Der skelnes mellem vertikal overlevering (voksen til barn) og horisontal (barn til barn), men i dag spiller det trykte, visuelle og digitale medier også en stor rolle i overleveringen. Det er nødvendigt at inddrage samspillet mellem den mundtlige kultur og div. medier, når man vil forstå børns mundtlige legekultur. Institutionerne er blandt andet, også en arena får overleveringer af legekulturens forskellige former, og der kan åbnes for nye perspektiver, hvis man anskuer institutionen som et sted hvor kulturkampe udkæmpes ang. hvilke ytringer og udtryksformer der anerkendes af de voksne.

Færdigheder i at beherske sproget er nødvendigt for børn, det er et social fænomen, og det giver indflydelse, magt og overlevelse. Det at kunne kommunikere på mange niveauer, er anerkendte færdigheder. Børn begriber ofte i fortællinger, metaforer og symboler – og fortællingen er en grundform for børns måde at forstå sig selv og omverdenen. Sproget er genstand for legen. Deltagelse i mundtlig humor kræver viden og kompetencer indenfor 3 systemer: sociokulturel system (viden om samfundet og kultur). Lingvistisk system (viden om sprogets indretning, fonetik og semantik, og uskrevne regler for sprogbruget). Poetisk system (viden om sproget som genstand og sprogets tvetydigheder).

Gådeformen har flere tusinde år bag sig, og lever i dag blandt mindre børn, da de hurtigt lære spørgsmål - svar formen. Det kræver dog viden om verden, logisk sans, fantasi og kendskab til overført betydning og metaforer. Børn begriber ofte hurtigt strukturen i vittigheden/gåden, men ikke altid pointen.  De har her fået en ramme, hvor der er legalt at bruge frække ord, indenfor.

En humoristisk diskurs skaber inklusion og en gruppe for dem som forstår, og for ikke at falde ud af gruppen, indrømmer man ikke hvis man ikke forstår vittigheden, og griner alligevel med.

I gyserfortællinger ved vi hvad der skal ske, er forudsigelige – men vi ved ikke hvornår og hvordan, deri skabes den skrækkelige fryd. Indholdet til disse, hentes ofte gennem bøger, film, computerspil og private fantasier/oplevelser. Gysergenren bruges ofte som et pædagogisk arbejde, til oplæsning eller andre aktiviteter. Stærke virkemidler, som blod og drab, er gode til at fastholde tilhørerne.

Omkring 1990 dukkede ”alle børnene” genren op. Den var let at genkende og opbygget i 3 sætninger. Genrens råstof er oplevelser og indtryk fra virkeligheden. Folkloristen Kvideland mener at ”legekulturens genre er medie for at udtrykke børns socialiserings erfaringer, og kulturelle tabuer. Genren kan bruges på mange måder, og ender ofte med at tilhørerne rimer med i kor, hvis de kender eller regner slutningen ud. Genren er også magtfuld, og kan bruges til at bringe ”ofre” for nogen eller noget man ikke kan lide.

Parodier drejer sig om at efterligne/gøre grin med, og det kræver kendskab til det/den der skal parodiers.

Rim og remser er svære at kategorisere, på trods af grundlæggende fælles træk. Mange rim og remser har didaktisk funktion. Rim og remser formidlet i en kreativ aktivitet, inspirerer også små børn til selv at lege videre med sproget. 

Den pædagogiske institution, er i dag også en kulturinstitution, og pædagogerne må overveje hvordan de forholder sig til legekulturens forskellige genre og udtryksformer, og deres betydning for børns liv og samspil. Det kræver indsigt og tålmodighed fra pædagogerne at spille med i legekulturens genre og udtryksformer, og legens væsen.

Reflektioner:

Den mundtlige legekultur findes alle steder, og er ikke kun forbeholdt børn. I mit arbejde med dagplejebørn, er genren rim og remser noget jeg arbejder meget med, bla i forhold til de pædagogiske læreplaner. Også sludder pludder snak, er virkelig noget man kan fange børnene med, de elsker det og er gode til hurtigt at bidrag og fanger hurtigt rytmen. De lærer, eller får en begyndende forståelse af mange ting, blandt andet: Selve sproget, nuancering af sproget, at fortælle historier, udtrykke/sætte ord på følelser, kropssprog og mimik og bogstaver og tal.  

”Den pædagogiske institution, er i dag også en kulturinstitution, og pædagogerne må overveje hvordan de forholder sig til legekulturens forskellige genre og udtryksformer, og deres betydning for børns liv og samspil. Det kræver indsigt og tålmodighed fra pædagogerne at spille med i legekulturens genre og udtryksformer, og legens væsen”.  

Dette synes jeg kunne være lidt spændende at diskuterer, da institutionens holdninger til sproget er vigtigt i forhold til hvad der er legalt at sige/fortælle/snakke om. Jeg tænker på feks. holdningen til racistiske vittigheder, sjoflerier ,bandeord osv, skal man sidde dette overhørigt eller hvad?? Hvor går grænsen??