Resume af tekst 2.

AT SKABE ANTROPOLOGISK VIDEN OM BØRN.

Omhandler overvejelser over feltarbejdet, som udgangspunkt for den antropologiske videnskab i forhold til studiet af børn. Det er forbindelsen mellem metodisk strategier og videnskabs teoretiske overvejelser.

Det er en videnskabelig tilgang, der indkredser de forhold der opleves af, og virker på børn, og influere deres handlinger, muligheder og fortolkninger.

Den antropologiske viden giver indsigt i sammenhænge mellem børns handlemuligheder, opfattelse, opvækstbetingelser og relationer.

FELTARBEJDE.

Feltarbejdet er en forsknings-strategi til at afdække hvordan børn og kontekst er forbundet i hverdagen, og betragtes som grundsten i antropologisk forskning. Feltarbejdet stiler mod indlevelse i menneskers hverdag, og Frederik Barth udtrykker at når man først prøver at blive deltager i andre menneskers liv, begynder de at behandle dig som et medmenneske, og inviterer dig ind i deres liv – og først der forstår man deres verden.

Hverdagen indeholder de mangeartede meninger som etnografen er på jagt efter, dette kan ikke opnås med spørgeskemaer og interviews alene. De sociale logikker i børns leg, som gør samvær meningsfuldt og naturligt, bliver ikke sprogliggjort af børnene selv. Det er vigtigt for en feltarbejder at undre sig, dette rejser nye spørgsmål og giver anledning til nye udforskninger og relationer over sammenhænge. Et feltarbejde kan vise sig at fordre flere metodiske tilgange, så som interviewe forældre, samtaler med børnene, eller deltage i familiens dagligdag. Der er stor forskel på udfordringerne i feltarbejdet, om man er i omgivelser som deler samme sprog, fænomener og opfattelser, eller i fjerntliggende egne. Det kendte kan forblinde, og det fremmede kan åbne øjne. Feltarbejdet går ud på at få blik for menneskers handlinger og forståelse uanset hvor man er i verden.

DELTAGEROBSERVATION.

Er en vekselvirkning mellem at forstå og perspektivere forståelsen, og ikke lade sig forføre af individuelle problemstillinger, ikke lade sig rive med af umenneskelighed og kynisme, men også reflektere og forsøge at forstå omstændighederne bag.

FELTARBEJDE SOM REFLEKSIV TILSTAND.

Det er nødvendigt som feltarbejder at man personlig er en del af empiriens tilblivelse, og kun gennem overvejelser over feltprocessen, empiriens karakter og egne forudsætninger kan man forklare andre menneskers livsomstændigheder, værdier og rationaler uden at ens egne begreber overtager. Billy Ehn beskriver hvordan man i ethvert studie bringes i situationer hvor ens egne forudsætninger og værdier bliver udfordret, eller sat i spil. Tolkning er en uomgængelig del af etnografiske observationer. Det er ikke muligt at forstå et samspil uden at tolke hensigter og bevægelser, i forhold til hvad der sker. Det er ligeledes umuligt at notere sig alt, der er fare for ar frasortere mindre artikulerende børns udsagn, frem for råbende, distinkte eller insisterende taleformer, men med metodeskift til videooptagelser kom der opmærksomhed på mindre iørefaldende samværsformer. Personlig sym- og antipartier spiller en rolle i fortolkningen af de mennesker man har med at gøre, også sociale, politiske, kulturelle, faglige og kønslige forudsætninger har betydning for de relationer som opbygges til informanterne. Empiri er ikke sammenfaldende med virkeligheden, men et perspektiv på den. Empiri er den registrering, inspireret af de teoretiske perspektiver og personlige erfaringer, man møder i forskningsobjektet. Det er ikke børns subjektive forståelse vi får adgang til, men en fortolkning af børnelivet gennem kommunikation mellem feltarbejderen og børnene. Risikoen for at fortroligheden med informanterne overskygger andre former for viden om felten, og er større hvis en distance ikke opretholdes.

OM  KONSTRUKTIONEN AF ET BARNEPERSPEKTIV.

I det seneste årti har der været et udtalt brug af etnografiske metoder i mange studier af børn. Med interessen for børns opfattelser, er børn blevet inddraget i forskningen, og dette fokus på børns opfattelser har ført til at børneperspektiver og børnekultur som begreber, i dag står centralt i forskningsdebatten. Man stiller spørgsmålstegn ved om det er konstruktivt at tale om ”barneperspektiv” som en entydig størrelse. En sammenfatning af begrebet ignorer sociale kampe og uoverensstemmelser, med risiko for at fremstille gruppen mere socialt homogen, end der er belæg for. Viden om børns liv gennem en etnografisk tilgang er ikke identisk med børns forståelser, der er risiko for at overbetone det fælles barnlige på bekostning af modsætninger og uligheder der eksistere, og et barneperspektiv er ikke en empirisk størrelse der fremkommer af børns udsagn og handlinger alene. Såvel barneperspektiv og børnekultur er produkt af forskningsprocessen skabt i samspil mellem empiri og teori. Vores verden vil altid være en anden, end den erfaringsviden børn handler ud fra. Den forståelse man opnår gennem observationer er ikke identisk med børnenes. Relationen til børn der udvikles i felten, giver indsigt i sociale betingelser og kulturelle forståelser, man ikke kan skaffe på andre måder. Forsøget på at skrive barneperspektivet ind i den videnskabelige tekst, føre til risikoen for at børns tale eller handlinger kommer til at fremstå mere autentisk end den reelt er. Man må som forsker være det ansvar bevidst at repræsentationen af børns livssammenhænge altid er en konstruktion, ud fra den empiri forskeren har haft tilgang til. Den antropologiske forskning retter sig mod børns viden og handling, ikke mod repræsentationen af deres perspektiver, man kommer ikke tæt nok på, at man kan dele deres erfaringer eller tanker. Undersøgelser retter sig mod at forklare børns forskellige opfattelser i samspillet med andre.

ANALYSE AF KONTEKST.

 Kontekst er forbindelser der opfattes relevant for det fænomen der udforskes. Raymond McDermott pointere at opfattelser af kontekst gør en væsentlig forskel for den analyse man foretager, hans opfattelse af kontekst er, som et reb af sammenspundne fibre, hvor hver fiber repræsentere elementer af betydning for barnets problem, hvor der ikke på forhånd er bestemt hvad der har størst betydning. Kontekst er udtryk for et konkret samspil mellem personlige, sociale og kulturelle omstændigheder. Kontekst er det der gør etnografiske undersøgelser særskilt antropologiske.

ANTROPOLOGISK VIDEN OM BØRN.

For at kunne behandle et problem og tilrettelægge en undersøgelse, må man være bevidst om hvordan man afgrænser sit objekt og sit felt, og hvilke forestillinger man afgrænser sig ud fra. Antropologens væsentligste bidrag til børneforskning ligger i udfordringen af forbindelserne mellem barnet og dets kontekst. At forske i børn med antropologisk perspektiv, betyder at få blik for det aktive samspil omkring positioner, viden og handlemuligheder, og den viden børn giver udtryk for er væsentlig som kilde til forståelse af deres liv og barndom. Ved at inddrage børnene får man en helt anden type viden om hverdagslivet, og denne viden sammenholdt med hverdagslivet interaktioner, fysiske omgivelser og sociale betingelser, bidrager til teoretisk fortolkninger af børns sociokulturelle livsomstændigheder og mere overordnede kulturelle forestillinger og værdier.

TANKER/REFLEKSIONER

”Feltarbejdet er en forskningsstrategi til at afdække hvordan børn og kontekst er forbundet i hverdagen, og betragtes som grundsten i antropologisk forskning. Feltarbejdet stiler mod indlevelse i menneskers hverdag, og Frederik Barth udtrykker at når man først prøver at blive deltager i andre menneskers liv, begynder de at behandle dig som et medmenneske, og inviterer dig ind i deres liv – og først der forstår man deres verden”

 Jeg tænker at som pædagog er man feltarbejder, spørgsmålet er om man gør sit arbejde godt nok, ofre man nok resurser på blive deltager i det barns liv, som man måske synes ”fylder ”rigtig meget i børnehaven, eller er det kun konteksten og adfærden man vurderer ud fra?