Resume af tekst 3

Børn og kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger.

Begreber udspringer af praksis og ender i praksis, og ender som forestillinger der styrer vores syn, holdninger, handlinger og meninger.

I det 20 århundrede er feltet omfattet af to kulturbegreber: Det klassisk – humanistiske (virksomt fra århundredets begyndelse) og det antropologiske kulturbegreb (mod slutningen af århundredet).

De begreber om børn og barndom der har skabt grundlag for pædagogisk, undervisningsmæssig og kulturel praksis, for sociale, uddannelsesmæssige og kulturformidlende traditioner, er i udvikling/opbrud.

Samfund under forvandling – et epokalt skift?

”Er vi på vej mod en senmodernitet, eller en postmordernitet, der kræver grundlæggende revision af forestillinger og begreber, hvis vi skal begribe verden vi står i og forny den praksis vi står med”(Anthony Giddens 1991, Jean Franciois Lyotard 1979).

Der er globalisering, aftraditionalisering, æstetisering og selv refleksivitet involveret i disse samfundsmæssige og kulturelle forvandlingsprocesser.

Kultur under forvandling?

Thomas Ziehe`s (tysk professor i pædagogik) bud på konsekvenserne af forvandlingen, er ar der finder en kulturel frisættelse sted. Alt iscenesættes æstetisk.

Frem til 1980`erne havde kultur og uddannelsesinstitutioner monopol på hver sin tilgang til det æstetiske.fra 1980 brydes begge monopoler, hvor æstetikken nu ikke kun er forbeholdt som middel til dannelse, men nu tages i brug i hverdagen, i form af æstetiske teknikker og udtryks- og kommunikationsformer.

Kulturel frisættelse

Thomas Ziehe mener at børn primært socialiseres i den nye æstetiske hverdagskultur og ikke i de sociale arenaer, som vuggestuer, børnehaver, skoler eller pædagogisk styrede fritidsaktiviteter, hvor de til gengæld henter normer, værdier, regler, roller og identitet.

Æstetiseret hverdagskultur

Den kulturelle frigørelse synliggør forskellen på børnekultur, som en professionel formidlingskultur og børns måder at tage hverdagskulturen i brug på.  Der er flere lighedstræk mellem børne og ungdomskultur, end først antaget. Børns kulturelle muligheder har undergået store forandringer siden 1950, hvor en mediepark nu forbinder oplevelsesrollen med producentrollen. Medierne er i mange tilfælde katalysator for at sociale netværk kommer i stand. I 4 ud af 10 tilfælde (2001) er medierne anledning til at danske unge mellem 9-16 år mødes.

I det 21 århundrede er den udendørs leg rykket indendørs. Den mediemæssige udvikling har til gengæld sikret de æstetiske udfoldelses- og kommunikations linjer, som den sociale udvikling har bremset.

Børnekultur og børns kultur

Børns kultur omgås dagligt medierende æstetiske, symbolske udtryk og kommunikationsformer. Børnekulturen er en professionel pædagogisk – psykologisk funderet formidlerkultur.

Både børnekulturen og skolekulturen er ude af trit med børn og unges mediekultur, de befinder sig i.

Børnekultur – et humanistisk dannelsesbegreb

Udviklingen fra modernitet til postmodernitet kan også beskrives som relationer mellem børn og de forandringer af kulturbegreber fra begyndelsen af århundredet, til den kulturelle forestilling der er nødvendig i dag. Fra at være knyttet til det kendte i begyndelsen af århundredet, til det ukendte mod slutningen.

I 1972 blev børnekultur forbundet med ønsket om en programflade for børn i luft- og billedernebårne medier, og skulle udvikles som et børnerettet kunst og kultursystem, der gennem sine kvalitetskriterier skulle bringe børn i kultur og beskytte dem mod den fremvoksende digitale teknologi. Frem til midten af 1980`erne bliver ”børnekulturen” til som en sammenhængende adaptionskultur, som tilrettelægger de kulturelle tilbud på baggrund af psykologiske og kognitive udviklingsteorier. Kulturbegrebet havde rødder i det antikke humanistiske dannelsesbegreb. Historisk set udskilles ”barnet” filosofisk fra de ”voksne”, som et væsen med egenart og særlig omsorgs- udviklings- og oplysningsbehov. Med integration af nye forskningsfelter hersker der på børneforskningsfeltet en grundlæggende forståelse: et udviklingsparadigme.

Det pædagogiske børnekulturbegreb

I 1600-1700 tallet udformes et særligt pædagogisk kultur og dannelsesbegreb – børn kan ikke være subjekter for deres egen dannelsesprocesser. De er formbare, modtagende og ubeskyttede, dette er grundlaget for det børnekulturelle systems formidlingstradition, der skal give dem redskaber til at tænke og argumenterer, føre de kulturløse ind i kulturen, vælge det gode og fravælge det dårlige. Det kan konstateres at de filosofiske antagelser, som det børnekulturelle system hviler på, afgrænser sig i forhold til, og udgrænser det æstetiske.

Børns kultur – et antropologisk kulturbegeb

Børn er ikke blot ”becomings”, de er også ”beings”. Dem man tidligere så som ufornuftige og barnlige, tilskriver vi nu værdi og væsentlighed. Kultur i den antropologiske optik er ikke noget vi har, men noget vi ser med, en position vi taler ud fra. Det antropologiske kulturbegreb gør det muligt at synliggøre børnekulturelle fortolkningsfællesskabsværdier, logik og etik.

Børns perspektiv

Hvordan afdækker man børns perspektiver, når man som voksen har rødder i voksne fortolkningsfællesskaber og deres perspektiver. Når det brede antropologiske kulturbegreb kombineres med kulturel interesse, når det er børns kulturelle fortolkningsfællesskaber der er i centrum, bliver børneperspektivet en kombination af æstetisk teori, begrebsliggørelse og analyseformer børns kultur blivewr med denne optik et kulturelt fortolkningsfællesskab, hvor begæret efter at kunne etablere den symbolske – repræsentative samværsform, som børn selv identificere som” leg” er styrende. I den er de” beings”, og ikke kun” becomings”

Leg – en selvstændig livskategori

Børns kultur kommunikerer i handlinger, den handler og argumenterer konkret og ekspressivt, med rødder i folkekultur, latterkultur, karnevalskultur, med sans for det skæve og groteske og skelner mellem social og kulturel virkelighed. Kulturel virkelighed er en 4 æstetisk-symbolsk dimension, der er hjertet i børns kultur. Pieter Breughel skildrer i sit billede ”børneleg” (1560), leg som en selvstændig menneskelig sfære, og giver os nøglen til at forstå og skelne mellem de forskellige kulturer vi og børn lever i og med til dagligt.

De instrumentelle og autoteliske kulturer

De instrumentelle kulturer knytter sig til børns institutioner, skoler, videregående uddannelser og voksnes arbejdsliv og efteruddannelse, omfattet af overordnede målsætninger: lave læreplaner, resultatkontrakter, handlingsplaner, styre de aktiviteter der skal finde sted. Resultater kan testes.

De autoteliske kulturer knytter sig til tritid og kulturliv, ingen målsætninger, her styrer vi selv. Alan Aycock (engelsk legekulturforsker) kalder disse for metakulturer.

Mikhail Bakhtins (russisk litteraturforsker) udtrykker verden, mennesker og menneskelige relationer gennem karnevalsbilledet. Alt hvad formes og iscenesættes skal forstås som karneval, der rummer denne frugtbare latter og dens genfødende kraft som princip.

Folkelige og professionelle metakulturer

Kulturlivet retter sig hverken mod uddannelse eller arbejdsliv, men mod os som mennesker, der giver muligheden for at se det bedste og det værste i øjnene. Vores kroppe besidder et lager af kulturelle udtryksformer.

Smag

I kulturlivet mødes vi på kryds og tværs med smagsfæller. Meget tyder på at der er den folkelige kulturs kvaliteter der styre børns fortolkningsfællesskaber, og dermed deres smag. Børn vælger det der dur, det der kan få intensiteten, spændingen, karnevallet, latteren og livsglæden op at stå.

Æstetiske kulturbegreber

Det kultrelle felt er i børns kultur gennemsyret af æstetiske mønstre, udtryk, traditioner, handlinger og praksisser, der er forankret i lege – fortælle – spille og kommunikationsmønstre og skaber legende stemninger, flowoplevelser og kvalitetssamvær.

Thomas Ziehe`s pointe, at selv om børn har gennemgået en omfattende institutionalisering og pædagogisering, er det ikke de pædagogiske institutioner de primært henter værdier og identitet fra. Nye medier supplere ældre, som redskaber for børns autoteliske mediekultur, der har rødder i folkekulturen, festkulturen og latterkulturen, og ikke skelner mellem højt og lavt, fint eller trivielt.

Diskuter med

Nye begreber nedlægger ikke gamle, men det skaber diskussion og forvirring, de udfordre hinanden men der er ikke tale om enten eller. Det er relationerne mellem kulturerne der sættes til diskussion, det er i diskussioner at forestillinger og begreber forvandles.