onsdag den 20. februar 2013

Resume af tekst 3



Børn og kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger.
Begreber udspringer af praksis og ender i praksis, og ender som forestillinger der styrer vores syn, holdninger, handlinger og meninger.
I det 20 århundrede er feltet omfattet af to kulturbegreber: Det klassisk – humanistiske (virksomt fra århundredets begyndelse) og det antropologiske kulturbegreb (mod slutningen af århundredet).
De begreber om børn og barndom der har skabt grundlag for pædagogisk, undervisningsmæssig og kulturel praksis, for sociale, uddannelsesmæssige og kulturformidlende traditioner, er i udvikling/opbrud.
Samfund under forvandling – et epokalt skift?
”Er vi på vej mod en senmodernitet, eller en postmordernitet, der kræver grundlæggende revision af forestillinger og begreber, hvis vi skal begribe verden vi står i og forny den praksis vi står med”(Anthony Giddens 1991, Jean Franciois Lyotard 1979).
Der er globalisering, aftraditionalisering, æstetisering og selv refleksivitet involveret i disse samfundsmæssige og kulturelle forvandlingsprocesser.
Kultur under forvandling?
Thomas Ziehe`s (tysk professor i pædagogik) bud på konsekvenserne af forvandlingen, er ar der finder en kulturel frisættelse sted. Alt iscenesættes æstetisk.
Frem til 1980`erne havde kultur og uddannelsesinstitutioner monopol på hver sin tilgang til det æstetiske.fra 1980 brydes begge monopoler, hvor æstetikken nu ikke kun er forbeholdt som middel til dannelse, men nu tages i brug i hverdagen, i form af æstetiske teknikker og udtryks- og kommunikationsformer.
Kulturel frisættelse
Thomas Ziehe mener at børn primært socialiseres i den nye æstetiske hverdagskultur og ikke i de sociale arenaer, som vuggestuer, børnehaver, skoler eller pædagogisk styrede fritidsaktiviteter, hvor de til gengæld henter normer, værdier, regler, roller og identitet.
Æstetiseret hverdagskultur
Den kulturelle frigørelse synliggør forskellen på børnekultur, som en professionel formidlingskultur og børns måder at tage hverdagskulturen i brug på.  Der er flere lighedstræk mellem børne og ungdomskultur, end først antaget. Børns kulturelle muligheder har undergået store forandringer siden 1950, hvor en mediepark nu forbinder oplevelsesrollen med producentrollen. Medierne er i mange tilfælde katalysator for at sociale netværk kommer i stand. I 4 ud af 10 tilfælde (2001) er medierne anledning til at danske unge mellem 9-16 år mødes.
I det 21 århundrede er den udendørs leg rykket indendørs. Den mediemæssige udvikling har til gengæld sikret de æstetiske udfoldelses- og kommunikations linjer, som den sociale udvikling har bremset.
Børnekultur og børns kultur
Børns kultur omgås dagligt medierende æstetiske, symbolske udtryk og kommunikationsformer. Børnekulturen er en professionel pædagogisk – psykologisk funderet formidlerkultur.
Både børnekulturen og skolekulturen er ude af trit med børn og unges mediekultur, de befinder sig i.
Børnekultur – et humanistisk dannelsesbegreb
Udviklingen fra modernitet til postmodernitet kan også beskrives som relationer mellem børn og de forandringer af kulturbegreber fra begyndelsen af århundredet, til den kulturelle forestilling der er nødvendig i dag. Fra at være knyttet til det kendte i begyndelsen af århundredet, til det ukendte mod slutningen.
I 1972 blev børnekultur forbundet med ønsket om en programflade for børn i luft- og billedernebårne medier, og skulle udvikles som et børnerettet kunst og kultursystem, der gennem sine kvalitetskriterier skulle bringe børn i kultur og beskytte dem mod den fremvoksende digitale teknologi. Frem til midten af 1980`erne bliver ”børnekulturen” til som en sammenhængende adaptionskultur, som tilrettelægger de kulturelle tilbud på baggrund af psykologiske og kognitive udviklingsteorier. Kulturbegrebet havde rødder i det antikke humanistiske dannelsesbegreb. Historisk set udskilles ”barnet” filosofisk fra de ”voksne”, som et væsen med egenart og særlig omsorgs- udviklings- og oplysningsbehov. Med integration af nye forskningsfelter hersker der på børneforskningsfeltet en grundlæggende forståelse: et udviklingsparadigme.
Det pædagogiske børnekulturbegreb
I 1600-1700 tallet udformes et særligt pædagogisk kultur og dannelsesbegreb – børn kan ikke være subjekter for deres egen dannelsesprocesser. De er formbare, modtagende og ubeskyttede, dette er grundlaget for det børnekulturelle systems formidlingstradition, der skal give dem redskaber til at tænke og argumenterer, føre de kulturløse ind i kulturen, vælge det gode og fravælge det dårlige. Det kan konstateres at de filosofiske antagelser, som det børnekulturelle system hviler på, afgrænser sig i forhold til, og udgrænser det æstetiske.
Børns kultur – et antropologisk kulturbegeb
Børn er ikke blot ”becomings”, de er også ”beings”. Dem man tidligere så som ufornuftige og barnlige, tilskriver vi nu værdi og væsentlighed. Kultur i den antropologiske optik er ikke noget vi har, men noget vi ser med, en position vi taler ud fra. Det antropologiske kulturbegreb gør det muligt at synliggøre børnekulturelle fortolkningsfællesskabsværdier, logik og etik.
Børns perspektiv
Hvordan afdækker man børns perspektiver, når man som voksen har rødder i voksne fortolkningsfællesskaber og deres perspektiver. Når det brede antropologiske kulturbegreb kombineres med kulturel interesse, når det er børns kulturelle fortolkningsfællesskaber der er i centrum, bliver børneperspektivet en kombination af æstetisk teori, begrebsliggørelse og analyseformer børns kultur blivewr med denne optik et kulturelt fortolkningsfællesskab, hvor begæret efter at kunne etablere den symbolske – repræsentative samværsform, som børn selv identificere som” leg” er styrende. I den er de” beings”, og ikke kun” becomings”
Leg – en selvstændig livskategori
Børns kultur kommunikerer i handlinger, den handler og argumenterer konkret og ekspressivt, med rødder i folkekultur, latterkultur, karnevalskultur, med sans for det skæve og groteske og skelner mellem social og kulturel virkelighed. Kulturel virkelighed er en 4 æstetisk-symbolsk dimension, der er hjertet i børns kultur. Pieter Breughel skildrer i sit billede ”børneleg” (1560), leg som en selvstændig menneskelig sfære, og giver os nøglen til at forstå og skelne mellem de forskellige kulturer vi og børn lever i og med til dagligt.
De instrumentelle og autoteliske kulturer
De instrumentelle kulturer knytter sig til børns institutioner, skoler, videregående uddannelser og voksnes arbejdsliv og efteruddannelse, omfattet af overordnede målsætninger: lave læreplaner, resultatkontrakter, handlingsplaner, styre de aktiviteter der skal finde sted. Resultater kan testes.
De autoteliske kulturer knytter sig til tritid og kulturliv, ingen målsætninger, her styrer vi selv. Alan Aycock (engelsk legekulturforsker) kalder disse for metakulturer.
Mikhail Bakhtins (russisk litteraturforsker) udtrykker verden, mennesker og menneskelige relationer gennem karnevalsbilledet. Alt hvad formes og iscenesættes skal forstås som karneval, der rummer denne frugtbare latter og dens genfødende kraft som princip.
Folkelige og professionelle metakulturer
Kulturlivet retter sig hverken mod uddannelse eller arbejdsliv, men mod os som mennesker, der giver muligheden for at se det bedste og det værste i øjnene. Vores kroppe besidder et lager af kulturelle udtryksformer.
Smag
I kulturlivet mødes vi på kryds og tværs med smagsfæller. Meget tyder på at der er den folkelige kulturs kvaliteter der styre børns fortolkningsfællesskaber, og dermed deres smag. Børn vælger det der dur, det der kan få intensiteten, spændingen, karnevallet, latteren og livsglæden op at stå.
Æstetiske kulturbegreber
Det kultrelle felt er i børns kultur gennemsyret af æstetiske mønstre, udtryk, traditioner, handlinger og praksisser, der er forankret i lege – fortælle – spille og kommunikationsmønstre og skaber legende stemninger, flowoplevelser og kvalitetssamvær.
Thomas Ziehe`s pointe, at selv om børn har gennemgået en omfattende institutionalisering og pædagogisering, er det ikke de pædagogiske institutioner de primært henter værdier og identitet fra. Nye medier supplere ældre, som redskaber for børns autoteliske mediekultur, der har rødder i folkekulturen, festkulturen og latterkulturen, og ikke skelner mellem højt og lavt, fint eller trivielt.
Diskuter med
Nye begreber nedlægger ikke gamle, men det skaber diskussion og forvirring, de udfordre hinanden men der er ikke tale om enten eller. Det er relationerne mellem kulturerne der sættes til diskussion, det er i diskussioner at forestillinger og begreber forvandles.

torsdag den 14. februar 2013


Resume af tekst 2.
AT SKABE ANTROPOLOGISK VIDEN OM BØRN.
Omhandler overvejelser over feltarbejdet, som udgangspunkt for den antropologiske videnskab i forhold til studiet af børn. Det er forbindelsen mellem metodisk strategier og videnskabs teoretiske overvejelser.
Det er en videnskabelig tilgang, der indkredser de forhold der opleves af, og virker på børn, og influere deres handlinger, muligheder og fortolkninger.
Den antropologiske viden giver indsigt i sammenhænge mellem børns handlemuligheder, opfattelse, opvækstbetingelser og relationer.
FELTARBEJDE.
Feltarbejdet er en forsknings-strategi til at afdække hvordan børn og kontekst er forbundet i hverdagen, og betragtes som grundsten i antropologisk forskning. Feltarbejdet stiler mod indlevelse i menneskers hverdag, og Frederik Barth udtrykker at når man først prøver at blive deltager i andre menneskers liv, begynder de at behandle dig som et medmenneske, og inviterer dig ind i deres liv – og først der forstår man deres verden.
Hverdagen indeholder de mangeartede meninger som etnografen er på jagt efter, dette kan ikke opnås med spørgeskemaer og interviews alene. De sociale logikker i børns leg, som gør samvær meningsfuldt og naturligt, bliver ikke sprogliggjort af børnene selv. Det er vigtigt for en feltarbejder at undre sig, dette rejser nye spørgsmål og giver anledning til nye udforskninger og relationer over sammenhænge. Et feltarbejde kan vise sig at fordre flere metodiske tilgange, så som interviewe forældre, samtaler med børnene, eller deltage i familiens dagligdag. Der er stor forskel på udfordringerne i feltarbejdet, om man er i omgivelser som deler samme sprog, fænomener og opfattelser, eller i fjerntliggende egne. Det kendte kan forblinde, og det fremmede kan åbne øjne. Feltarbejdet går ud på at få blik for menneskers handlinger og forståelse uanset hvor man er i verden.
DELTAGEROBSERVATION.
Er en vekselvirkning mellem at forstå og perspektivere forståelsen, og ikke lade sig forføre af individuelle problemstillinger, ikke lade sig rive med af umenneskelighed og kynisme, men også reflektere og forsøge at forstå omstændighederne bag.
FELTARBEJDE SOM REFLEKSIV TILSTAND.
Det er nødvendigt som feltarbejder at man personlig er en del af empiriens tilblivelse, og kun gennem overvejelser over feltprocessen, empiriens karakter og egne forudsætninger kan man forklare andre menneskers livsomstændigheder, værdier og rationaler uden at ens egne begreber overtager. Billy Ehn beskriver hvordan man i ethvert studie bringes i situationer hvor ens egne forudsætninger og værdier bliver udfordret, eller sat i spil. Tolkning er en uomgængelig del af etnografiske observationer. Det er ikke muligt at forstå et samspil uden at tolke hensigter og bevægelser, i forhold til hvad der sker. Det er ligeledes umuligt at notere sig alt, der er fare for ar frasortere mindre artikulerende børns udsagn, frem for råbende, distinkte eller insisterende taleformer, men med metodeskift til videooptagelser kom der opmærksomhed på mindre iørefaldende samværsformer. Personlig sym- og antipartier spiller en rolle i fortolkningen af de mennesker man har med at gøre, også sociale, politiske, kulturelle, faglige og kønslige forudsætninger har betydning for de relationer som opbygges til informanterne. Empiri er ikke sammenfaldende med virkeligheden, men et perspektiv på den. Empiri er den registrering, inspireret af de teoretiske perspektiver og personlige erfaringer, man møder i forskningsobjektet. Det er ikke børns subjektive forståelse vi får adgang til, men en fortolkning af børnelivet gennem kommunikation mellem feltarbejderen og børnene. Risikoen for at fortroligheden med informanterne overskygger andre former for viden om felten, og er større hvis en distance ikke opretholdes.
OM  KONSTRUKTIONEN AF ET BARNEPERSPEKTIV.
I det seneste årti har der været et udtalt brug af etnografiske metoder i mange studier af børn. Med interessen for børns opfattelser, er børn blevet inddraget i forskningen, og dette fokus på børns opfattelser har ført til at børneperspektiver og børnekultur som begreber, i dag står centralt i forskningsdebatten. Man stiller spørgsmålstegn ved om det er konstruktivt at tale om ”barneperspektiv” som en entydig størrelse. En sammenfatning af begrebet ignorer sociale kampe og uoverensstemmelser, med risiko for at fremstille gruppen mere socialt homogen, end der er belæg for. Viden om børns liv gennem en etnografisk tilgang er ikke identisk med børns forståelser, der er risiko for at overbetone det fælles barnlige på bekostning af modsætninger og uligheder der eksistere, og et barneperspektiv er ikke en empirisk størrelse der fremkommer af børns udsagn og handlinger alene. Såvel barneperspektiv og børnekultur er produkt af forskningsprocessen skabt i samspil mellem empiri og teori. Vores verden vil altid være en anden, end den erfaringsviden børn handler ud fra. Den forståelse man opnår gennem observationer er ikke identisk med børnenes. Relationen til børn der udvikles i felten, giver indsigt i sociale betingelser og kulturelle forståelser, man ikke kan skaffe på andre måder. Forsøget på at skrive barneperspektivet ind i den videnskabelige tekst, føre til risikoen for at børns tale eller handlinger kommer til at fremstå mere autentisk end den reelt er. Man må som forsker være det ansvar bevidst at repræsentationen af børns livssammenhænge altid er en konstruktion, ud fra den empiri forskeren har haft tilgang til. Den antropologiske forskning retter sig mod børns viden og handling, ikke mod repræsentationen af deres perspektiver, man kommer ikke tæt nok på, at man kan dele deres erfaringer eller tanker. Undersøgelser retter sig mod at forklare børns forskellige opfattelser i samspillet med andre.
ANALYSE AF KONTEKST.
 Kontekst er forbindelser der opfattes relevant for det fænomen der udforskes. Raymond McDermott pointere at opfattelser af kontekst gør en væsentlig forskel for den analyse man foretager, hans opfattelse af kontekst er, som et reb af sammenspundne fibre, hvor hver fiber repræsentere elementer af betydning for barnets problem, hvor der ikke på forhånd er bestemt hvad der har størst betydning. Kontekst er udtryk for et konkret samspil mellem personlige, sociale og kulturelle omstændigheder. Kontekst er det der gør etnografiske undersøgelser særskilt antropologiske.
ANTROPOLOGISK VIDEN OM BØRN.
For at kunne behandle et problem og tilrettelægge en undersøgelse, må man være bevidst om hvordan man afgrænser sit objekt og sit felt, og hvilke forestillinger man afgrænser sig ud fra. Antropologens væsentligste bidrag til børneforskning ligger i udfordringen af forbindelserne mellem barnet og dets kontekst. At forske i børn med antropologisk perspektiv, betyder at få blik for det aktive samspil omkring positioner, viden og handlemuligheder, og den viden børn giver udtryk for er væsentlig som kilde til forståelse af deres liv og barndom. Ved at inddrage børnene får man en helt anden type viden om hverdagslivet, og denne viden sammenholdt med hverdagslivet interaktioner, fysiske omgivelser og sociale betingelser, bidrager til teoretisk fortolkninger af børns sociokulturelle livsomstændigheder og mere overordnede kulturelle forestillinger og værdier.
TANKER/REFLEKSIONER
”Feltarbejdet er en forskningsstrategi til at afdække hvordan børn og kontekst er forbundet i hverdagen, og betragtes som grundsten i antropologisk forskning. Feltarbejdet stiler mod indlevelse i menneskers hverdag, og Frederik Barth udtrykker at når man først prøver at blive deltager i andre menneskers liv, begynder de at behandle dig som et medmenneske, og inviterer dig ind i deres liv – og først der forstår man deres verden”
 Jeg tænker at som pædagog er man feltarbejder, spørgsmålet er om man gør sit arbejde godt nok, ofre man nok resurser på blive deltager i det barns liv, som man måske synes ”fylder ”rigtig meget i børnehaven, eller er det kun konteksten og adfærden man vurderer ud fra?

onsdag den 13. februar 2013

Indsamling af vittigheder - feltarbejde


Aktivitet 2 – individuelt arbejde  DKK
I forbindelse med opgaven om børns mundtlige legekultur, har jeg talt med 4 unge mennesker i alderen 9-15 år. Casper 15 år – AnneMette 11 år – Christian 9 år og Ditte  9 år. De kunne alle fire fortælle at vitser/gåder ikke er noget de bruger i fællesskabet med deres venner.
Christian og Ditte fortæller at programmet Ramasjang er meget populært blandt deres venner, og man bruger sådan nogen som Osman og Jeppe som inspiration når man snakker ”sjovt” med vennerne, og i det hele taget mange af de udtryk fra Ramasjang, de kunne ikke lige give et eksempel. Ligeledes mener de at mange af de ord de bruger sammen med vennerne stammer fra forskellige computerspil og sangtekster.
Casper fortæller at de nogle gange godt kan finde på at komme med en ”alle børnene” vittighed, men så er den hjemmelavet i nuet, hvor den er aktuel at fortælle. Han mener at man bruger vittighederne for sjov, men også som mobning. Racistiske vittigheder optræder også i Caspers klasse (kunne ikke komme med et eksempel). Casper fortæller videre, at de opdigter løgnehistorier for hinanden, og så gælder det om at gøre dem så virkelige, at vennerne tror på dem. Det omhandler oftest at man har ”vundet Packs eller Coins” fra et computerspil, dette har de meget sjov ud af. Ironi er også en kultur i Caspers klasse, han fortæller at de kan være rigtig onde ved hinanden, men at de tydeligt kan se om det er alvorligt ment eller for sjov, han mener meget af denne ”snak” og de ord eller vendinger man bruger nok stammer fra Stand Up Commedy. De sender links til sjove sider på nettet, bl.a. youtube og via facebook, til hinanden
 AnneMette fortæller også at deres leg med ord er at ”svine” hinanden til på den gode måde, altså ironi og sarkasme – Du er grim, dum, blondine eller du lugter osv, men også her fortæller hun at de slet ikke er i tvivl om hvordan dette skal forstås, de kan se på hinanden om det er sjov eller alvor, de forstår hinanden og den kultur de er i.

Reflektionen:
De unge mennesker bliver bombarderet med ord, vendinger, begreber, talemåder fra diverse radio/tv programmer, computerspil og internet sider  medierne har magten i dag, og jeg tror personligt at dette begrænser børnenes egen udvikling af vitser gåder og talemåder osv. Mine undersøgelser siger mig at man bruger det sprog det er ”in” – fremme lige nu, de unge fanger tingene i nuet, og bruger ikke genbrug (altså forældede talemåder). Mange unge mennesker bruger sort humor, og kan more sig kosteligt over dette, det er lige før at jo mindre det rimer eller giver mening, jo mere sjovt er det. Sprogbruget hos de unge mennesker er med årene blevet meget ekstremt/hård, men de er rigtig gode til at afkode hinanden, og ubevidst må de være sindssyg dygtige til at læse hinandens kropsprog og mimik.

onsdag den 6. februar 2013

Resume af tekst 1


Børns mundtlige legekultur.

Handler om børn mellem 6-12 års mundtlige udtryksformer, der udfoldes i sociale sammenhæng, hvor børnene bla udtrykker hvem de er, og samvær skabes.
Disse udtryksformer er en del af legekulturen og defineres som børns æstetiske symbolske udtryksformer, som er knyttet til øjeblikket og tilhøre en særlig sfære: leg og fiktion.
Legekulturbegrebet er en meningsfyldt analytisk ramme til at forstå børns mundtlige udtryk og genre, indenfor.
Der skelnes mellem vertikal overlevering (voksen til barn) og horisontal (barn til barn), men i dag spiller det trykte, visuelle og digitale medier også en stor rolle i overleveringen. Det er nødvendigt at inddrage samspillet mellem den mundtlige kultur og div. medier, når man vil forstå børns mundtlige legekultur. Institutionerne er blandt andet, også en arena får overleveringer af legekulturens forskellige former, og der kan åbnes for nye perspektiver, hvis man anskuer institutionen som et sted hvor kulturkampe udkæmpes ang. hvilke ytringer og udtryksformer der anerkendes af de voksne.
Færdigheder i at beherske sproget er nødvendigt for børn, det er et social fænomen, og det giver indflydelse, magt og overlevelse. Det at kunne kommunikere på mange niveauer, er anerkendte færdigheder. Børn begriber ofte i fortællinger, metaforer og symboler – og fortællingen er en grundform for børns måde at forstå sig selv og omverdenen. Sproget er genstand for legen. Deltagelse i mundtlig humor kræver viden og kompetencer indenfor 3 systemer: sociokulturel system (viden om samfundet og kultur). Lingvistisk system (viden om sprogets indretning, fonetik og semantik, og uskrevne regler for sprogbruget). Poetisk system (viden om sproget som genstand og sprogets tvetydigheder).
Gådeformen har flere tusinde år bag sig, og lever i dag blandt mindre børn, da de hurtigt lære spørgsmål - svar formen. Det kræver dog viden om verden, logisk sans, fantasi og kendskab til overført betydning og metaforer. Børn begriber ofte hurtigt strukturen i vittigheden/gåden, men ikke altid pointen.  De har her fået en ramme, hvor der er legalt at bruge frække ord, indenfor.
En humoristisk diskurs skaber inklusion og en gruppe for dem som forstår, og for ikke at falde ud af gruppen, indrømmer man ikke hvis man ikke forstår vittigheden, og griner alligevel med.
I gyserfortællinger ved vi hvad der skal ske, er forudsigelige – men vi ved ikke hvornår og hvordan, deri skabes den skrækkelige fryd. Indholdet til disse, hentes ofte gennem bøger, film, computerspil og private fantasier/oplevelser. Gysergenren bruges ofte som et pædagogisk arbejde, til oplæsning eller andre aktiviteter. Stærke virkemidler, som blod og drab, er gode til at fastholde tilhørerne.
Omkring 1990 dukkede ”alle børnene” genren op. Den var let at genkende og opbygget i 3 sætninger. Genrens råstof er oplevelser og indtryk fra virkeligheden. Folkloristen Kvideland mener at ”legekulturens genre er medie for at udtrykke børns socialiserings erfaringer, og kulturelle tabuer. Genren kan bruges på mange måder, og ender ofte med at tilhørerne rimer med i kor, hvis de kender eller regner slutningen ud. Genren er også magtfuld, og kan bruges til at bringe ”ofre” for nogen eller noget man ikke kan lide.
Parodier drejer sig om at efterligne/gøre grin med, og det kræver kendskab til det/den der skal parodiers.
Rim og remser er svære at kategorisere, på trods af grundlæggende fælles træk. Mange rim og remser har didaktisk funktion. Rim og remser formidlet i en kreativ aktivitet, inspirerer også små børn til selv at lege videre med sproget. 
Den pædagogiske institution, er i dag også en kulturinstitution, og pædagogerne må overveje hvordan de forholder sig til legekulturens forskellige genre og udtryksformer, og deres betydning for børns liv og samspil. Det kræver indsigt og tålmodighed fra pædagogerne at spille med i legekulturens genre og udtryksformer, og legens væsen.

Reflektioner:
Den mundtlige legekultur findes alle steder, og er ikke kun forbeholdt børn. I mit arbejde med dagplejebørn, er genren rim og remser noget jeg arbejder meget med, bla i forhold til de pædagogiske læreplaner. Også sludder pludder snak, er virkelig noget man kan fange børnene med, de elsker det og er gode til hurtigt at bidrag og fanger hurtigt rytmen. De lærer, eller får en begyndende forståelse af mange ting, blandt andet: Selve sproget, nuancering af sproget, at fortælle historier, udtrykke/sætte ord på følelser, kropssprog og mimik og bogstaver og tal.  
”Den pædagogiske institution, er i dag også en kulturinstitution, og pædagogerne må overveje hvordan de forholder sig til legekulturens forskellige genre og udtryksformer, og deres betydning for børns liv og samspil. Det kræver indsigt og tålmodighed fra pædagogerne at spille med i legekulturens genre og udtryksformer, og legens væsen”.  
Dette synes jeg kunne være lidt spændende at diskuterer, da institutionens holdninger til sproget er vigtigt i forhold til hvad der er legalt at sige/fortælle/snakke om. Jeg tænker på feks. holdningen til racistiske vittigheder, sjoflerier ,bandeord osv, skal man sidde dette overhørigt eller hvad?? Hvor går grænsen??